Genbrug og frihed

  
Den sidste uge har budt på det rene genbrugsguld. Jeg har købt jeans til storebror, lillebror og fætter i genbrugen på Østerbro. Jeg fandt også disneykort (som storebror samler på), fint stof (3 meter til 15kr), en sweater til min kæreste (nu må vi se om han bruger den) og to sommertoppe til mig selv. Alt til 155kr. 

Ugens topfund var spisebordstolene på billedet overfor. Vi har kigget efter nye stole siden vi flyttede ind i huset, men de eneste vi kunne blive enige om kostede 15.000kr for fem stk, selv som brugt. Men forleden faldt jeg over disse fine, solide stole, på en lokale køb-salg-bytte Facebook-gruppe. De trænger til en ombetrækning, men den samlede pris var 300kr, og man sidder så godt i dem. Og vigtigst af alt, så skal vi ikke kigge efter stole mere, og de passer så fint sammen med lampe og bord, som også er købt brugt iøvrigt. 😀

For mig er det den rene frihed at købe brugt, fordi det er den eneste måde, hvor jeg kan få kvalitet billigt. Hvis jeg kun kiggede efter prisen, så kunne jeg bare købe brugogsmidvæk møbler, men det giver ingen mening, hverken økonomisk eller miljømæssigt. Ved genbrug kan man finde virkelig gode ting, til ingen penge. 

Det er en lettelse ikke at være tvunget til store udskrivninger til nye møbler eller jeans,når drengenes ben vokser. Jeg tvinges ikke til køb, men er derimod fri til selv at vælge, hvor pengene skal bruges.

Ved at købe genbrugstøj og sko, og selv sy og strikke resten selv, sikrer jeg at mit forbrug holdes lavt, og de ekstra penge kan gå til hurtig afbetaling af gæld. Og mindre gæld = mere frihed 😀

Reklamer

Hurra for genbrugsguld

IMG_1109

I halen på vores skiferie lå en uges påskeferie, hvilket (blandt meget andet) gav tid til et par ture i genbrugsbutikkerne i vores nye by. Jeg ledte særligt efter en “ny” kontorstol og en forårsjakke, men jeg endte med at gøre nogle andre uventede fantastiske fund.

Førstepræmien var en indkøbspose fyldt med uldgarn i perfekt kvalitet og de flotteste farver, til sølle tyve kroner 🙂 Jeg fandt også noget nyt til garderoben, for det første en oversize, sort sweaterkjole, et par jeans og en fin top, der skal sys en smule om. Det sidste tøj jeg fandt var en striksweater og tørklædet på billedet ovenfor.

Tørklædet er en silke/bomuldsblanding og skal sys om til en forårstop, og strikken er desværre ikke uld, men jeg vil prøve om jeg kan gå med den alligevel, ellers bruger jeg den til inspiration til mit næste strikkeprojekt.

Endnu engang bliver jeg bekræftet i min glæde ved genbrug. Den samlede pris for de fem stykker tøj er 95 kroner, hvilket næsten svarer til prisen på en sandwich visse steder. Og det føles som gratis shopping for miljøet, da jeg ikke skaber en efterspørgsel efter, at der produceres mere nyt tøj, med dertil hørende ressourceforbrug, men jeg nyder godt af tøj, som allerede er “i verden”.

IMG_1062

Jeg fandt dog ingen forårsjakke, så jagten er stadig igang. Til gengæld fandt jeg stolen på billedet ovenfor. Stoffet er fra lageret, og er endnu ikke sat rigtigt fast. Det er planen, at stolen skal males sort, når jeg får tid, og så er min kontorplads i det nye hus næsten færdig.

Vi var heldige med vejret i påske, så en del af tiden gik også med at vænne os til at være hus og have-ejere, hvilket (når man bor i rækkehus med en mikroskopisk have) primært indebærer at drikke kaffe i solen på terrassen imens drengene leger med naboens børn. Jeg har stadig planer om at snige et lille drivhus ind på matriklen, men det haster ikke.

God aften derude 🙂

 

 

Den fulde shoppeliste for 2015

IMG_0016

Som en god afslutning på 2015, skylder jeg jer en opgørelse over årets køb. I hele 2015 noterede jeg de nyindkøb, som jeg foretog, og her er resultatet:

Shoppelisten for 2015:

  • Habitjakke (erstatningskøb)
  • 2 par strømpebukser (basis)
  • 4 par strømper (basis)
  • Vinterstøvler (erstatningskøb)
  • 2 par sandaler (erstatningskøb)
  • 3 lyse undertrøjer (basis)
  • 5 par strømper (basis)
  • 3 par underbukser (basis)
  • Pyjamasbukser (erstatningskøb)
  • Sorte jeans (erstatningskøb)

Min egen konklusion er, at mine nyindkøb for 2015 kan deles i to kategorier.

  1. Basistøj. Jeg har stadig ikke det store ønske om at købe undertøj og strømper brugt. Det kan sagtens lade sig gøre, men jeg vælger at lade være.
  2. Tøj, som jeg ikke selv kan/vil sy. Det gælder habitjakken, jeans og det meste fodtøj. Egentlig, så hører basistøjet også under denne kategori, man kan sagtens sy undertøj og undertrøjer, men jeg vælger at bruge min tid anderledes (på at strikke ).

Jeg er fint tilfreds med listen for 2015, og ser gerne, at 2016-listen holder sig i samme niveau. Forskellen er, at jeg gerne vil bruge lidt tid på at vælge bæredygtige alternativer, når jeg køber nyt i 2016. I de indkøb vil jeg læne mig lidt op ad Johanne fra http://www.bedremode.nu, som er så sød at lave guides til bæredygtig fashion.

En anden forskel er, at jeg vil notere alle tøj/sko-indkøb for 2016, og dermed også medtage genbrugskøb og køb af stof og garn til nyt tøj.

Så burde der være fuld åbenhed for alle pengene.

Efter to år med fokus på bevidst forbrug er det efterhånden blevet en vane at tænke i behov fremfor ønsker. Og jeg er blevet virkelig kræsen med hvilket tøj, der får lov til at blive i skabet. Og jeg har opdaget, at det er nemt at holde sig fra impulsshopping, hvis man sikrer sig, at alt tøj i skabet er yndlingstøj. Derfor vil jeg hellere have mindre i skabet, hvis bare jeg elsker alt tøj, der hænger derinde. Så føles det af mere. Min måde at opnå den følelse på, er at lave mit eget tøj, men hvis ikke jeg havde de krea-tendenser, så ville jeg fokusere på at købe få stykket tøj, men kun tøj som jeg virkelig 1) havde behov for og 2) elskede.

Har du en tøj-strategi?

God aften derude.

 

 

Back to reality

IMG_0370

Det har på alle måder været en rolig, og helt udramatisk juleferie i vores lille hjem. Selvom vi har kørt mere end 600 km med masser af besøg indlagt hos familie og venner, så har tempoet hele tiden været, så vi alle kunne være følge med. Og vi har nydt at have mange hele dage i vores stadig ret nye hus, og føler os mere og mere hjemme for hver dag.

Jeg har stort set tilbragt hele juleferien i denne top, som klart går ind på førstepladsen på hitlisten over hjemmesyede ting i 2015. Jeg håber, at 2016 giver mere sytid, men mit næste projekt er en habitjakke, og det kræver markant mere tilløb og omtanke end denne type top, som jeg næsten kan sy i søvne efterhånden. Så det kræver lidt mere fokus end jeg kan samle lige nu.

Et perfekt match til min nye top er en højhalset sweater, som jeg strikkede for noget tid siden. I juleferien har jeg brugt denne kombination med sorte jeans de fleste dage 🙂 Så er det ingen sag at have en lille garderobe.

IMG_0404

Min plan for 2016 er at fortsætte mit fortsæt for de sidste to år, og opretholde mit købestop efter reglen om, at når der opstår et reelt behov har jeg følgende muligheder (i prioriteret rækkefølge):

  1. Sy tøjet selv.
  2. Finde tøjet som genbrug.
  3. Købe fra nyt (så bæredygtig en variant som muligt).

Jeg leger lidt med tanken om,  hvordan jeg skal dokumentere mine køb i 2016. Jeg har en ide om, at mit købestop for tøj har bredt sig til at påvirke alle køb, som jeg foretager, og det kunne være interessant at finde ud af om det rent faktisk er rigtigt.

Hav en god aften derude 🙂

 

 

 

 

New In

FullSizeRender (8)

Efter juleferiens ankomst fik jeg endelig taget mig tid til at sy lidt igen. Imellem flytning, travlhed på jobbet og syge børn forsvandt min sy-tid som dug for solen. Men jeg manglede en erstatning til min gamle sorte silketop, der efter mange reparationer ikke kunne hænge sammen mere. Jeg valgte at sy to nye, da jeg ikke kunne stå for det fine fugle-mønster, og jeg kan sagtens retfærdiggøre at sy to nye toppe, da jeg jo netop sled den gamle op. Så de skal nok blive brugt.

Stoffet er købt i stof2000, og mønsteret er det sædvanlige selvtegnede mønster, som jeg normalt bruger. Jeg har dog lavet toppene en smule bredere denne gang.

Samtidig med stoffet købte jeg også garn til en ny sweater, hvor jeg nu kun mangler ca. 15 centimer af det sidste ærme. Jeg kan virkelig mærke, at jeg har mere strikketid nu, hvor jeg pendler godt 1½ time med toget hver dag.

FullSizeRender (9)

Så det hjemmesyede/hjemmestrikkede tøj har endelig fået revanche i garderoben, og kan måske trænge genbrugstøjet lidt til siden. Mit oprindelig projekt var jo netop den hjemmelavede garderobe, så det håber jeg at få lidt mere tid til at dyrke mere i det nye år.

Som jeg ønskede, så har december rent faktisk været ganske rolig. Vi har julet i den grad vi orkede, kun pyntet en smule op, bagt lidt med drengene og præsterede at købe alle julegaver på en dag (og lidt online-køb) uden at nærme os nogen stress-tærskler.

Juleferien må gerne fortsætte i samme tempo.

God jul til dig og dine.

Om at finde det man søger …

FullSizeRender (3)Idag gik den vilde tour de genbrugsbutik. Jeg arbejder stadig i mit gamle hood, så selvom vi er flyttet ud af byen kan jeg stadig besøge mine yndlingsgenbrugs-butikker ind imellem. Jeg forsøger at klare alle “nye” indkøb på genbrugsmåden, hvilket kræver en vis indsats, da det ikke altid lykkes i første hug. Men nogle dage lykkes det til overflod, og netop sådan en dag var idag.

På en time fik jeg købt “nye” højhælede pumps til at erstatte de tre par jeg solgte, fordi de var blevet for små i forbindelse med mine graviditeter (?). Skoene kostede den rørende sum af 40 kroner, er rigtig rare at have på, og er købt lige i tide til den næste store fest, hvor jeg gerne vil have højhælede på.

FullSizeRender

I næste butik fandt jeg “nyt” tøj til min store dreng. Jeg er ved at samle tøj sammen i hans næste størrelse. Vi sparer en del ved, at jeg køber tøjet undervejs, når jeg finder gode genbrugsting, og så supplerer vi op med økobomuld fra H&M når han rammer næste størrelse. Jeg købte et par bukser, to langærmede og to undertrøjer til sølle 160 kroner. Halvdelen var ubrugt, måske overskud fra et lagersalg, og det blødeste økobomuld fra Holly’s. Størstedelen af tøjet til mine drenge bliver købt som genbrug. Og vi bruger det tit til begge drenge, og sender (det der overlever) videre til genbrug igen.

Sidste butik gemte på netop den skuldertaske jeg længe har manglet, fordi den gamle er slidt op. Lynlåsen er stået helt af, og der er slidt hul i læderet. Planen er at sy den gamle taske om til en oversize clutch senere, da det meste af læderet stadig er fint. Den “nye” taske er i sort læder, og selvom den er lidt brugt, så er der mange gode år tilbage i den. Så jeg regner med, at der går lidt tid før jeg skal ud og erstatte den. Prisen var også helt okay, jeg fik den til 65 kroner fordi der var en lille flænge i foret, men det er hurtigt syet.

Så for 105 kroner fik jeg dækket to reelle mangler i min garderobe, og kan fortsætte mit gældprojekt uden at føle, at jeg mangler noget.

FullSizeRender

I forbindelse med flytningen fik jeg endelig afleveret det gamle stel fra min farmor til genbrug, og det føltes helt rigtigt at sende det videre. Og under mit første besøg i min nye lokale genbrugsbutik fandt jeg skåle og fade i et andet gammelt stel, som er meget mere mig, og jeg skyndte mig at købe det i stedet for. Selvom det egentlig bare handler om gammelt porcelæn, så tror jeg at det er vigtigt at huske, at netop ved at give slip på ting, som af en eller anden grund ikke er helt rigtige, så har man plads til og fokus på at finde de ting der er helt rigtige 🙂

Og sådan har jeg det også lidt med vores flytning. Vi var meget glade for vores gamle lejlighed, og det liv vi havde på Østerbro. Men vi føler os allerede godt på plads i vores nye omgivelser og vores nye liv, og beslutningen om at flytte føles på alle måder helt rigtig.

God aften derude.

Nyt i garderoben. Hjemmestrik, genbrugsfund og endnu en opskrift til salg.

FullSizeRender (1)

En af de nyeste tilføjelser til min garderobe er en hjemmestrikket slå-om cardigan, som jeg længe har haft planer om at strikke. Det eneste problem var, at jeg manglede det rigtige garn, så det var først efter mit fødselsdagsgave-indkøb af garn, at jeg kunne gå i gang med trøjen. Den er blevet lige som jeg håbede, og jeg forventer at få den flittigt brugt i efteråret. Cardiganen er strikket i silkwool fra garnudsalg.dk, et garn jeg ikke har prøvet før, så jeg er lidt spændt på holdbarheden.

Jeg har på (ikke utallige, men enkelte) opfordringer skrevet opskriften ned, og den er til salg her: http://www.ravelry.com/designers/byprojecthandmade-2

Nederdelen er et fund fra min lokale genbrugsbiks, og jeg elsker den allerede. Den er et godt alternativ til mine hjemmesyede stretchnederdele, som sidder ret tæt. Denne nederdel har et mere løst snit, uden at den bliver for strut-skørt-agtig.

Jeg har de seneste uger solgt lidt ud af mit hjemmestrik. Jeg har haft en del sweatre liggende, som jeg ikke brugte mere, og det har virket lidt forkert i forhold til mit ønske om at leve mere minimalistisk, at mit skab var stopfyldt af striksweatre som ikke blev brugt. Så nu bliver de sendt ud i verden, hvor de kan være til nytte, og jeg får lidt flere penge på kontoen, og mindre der skal flyttes (lige om lidt). Win-Win.

God søndag derude.

Breaking the rules

55Som en del af mit forsæt for 2015 havde jeg besluttet mig for ikke at købe nyt stof og garn, men i stedet bruge af mit (store) lager. Og beslutningen holdt indtil juli, hvilket vil sige, at årets mange projekter hidtil har været strikket af godt modnet garn fra lageret. Det har været en god øvelse i kreativitet at være nødt til at finde på projekter der passede til garnet, fremfor blot at købe nyt.

Men i starten af juli omsatte jeg det gavekort jeg havde fået af mine forældre til godt 1½ kg garn fra Garnudsalg.dk, OG jeg købte seks nøgler drops alpacca, som sammen med lagergarn i samme farve skal blive til en sweater efter eget design.

Helt ærligt så var det en befrielse endelig at få lov til at købe nyt garn, og dermed få mulighed for at realisere nogle af de ideer, der har ventet på at købestoppet på garn var ovre. Og når jeg har strikket mig igennem det nyindkøbte garn, så må jeg gerne købe mere, har jeg bestemt. Basta. Jeg er åbenbart den store rebel, når det gælder garn 🙂

5Mit købestop på tøj lever til gengæld stadig i bedste velgående, og jeg har ikke købt noget nyt siden april, hvor jeg foretog en række basis- og erstatningskøb. Til gengæld har jeg været heldig at finde nogle af de ting, som jeg rent faktisk manglede som genbrug, og derved spare flere nyindkøb til årets shoppeliste. For fuldt overblik, så laver jeg snart en liste over de genbrugskøb, som har fundet vej ind i min garderobe. 

Som en meget positiv bivirkning, så er mit SU-lån netop kommet under 40.000kr., hvilket betyder, at jeg har betalt over 100.000kr. af på det, på under to år. Hvilket er sket samtidig med, at vi har sparet op til det kommende huskøb, og generelt levet godt og spist god, sund mad. Set i det perspektiv, så kan jeg fint leve uden nyt tøj i lang tid endnu 🙂

Om endelig at være tilfreds…

11Som jeg beskrev i mit sidste indlæg, så har jeg endelig fået sorteret ALT mit tøj, også det hemmelige lager i kælderen. Og i samme weekend fik jeg taget mig sammen til at tømme mit skab for alt indhold, støvsuge og vaske skabet, og lægge tingene tilbage på en bedre måde. På billedet mangler det tøj, der var til vask, herunder alle min undertrøjer, hvilket viser en klar shoppe-nødvendighed.

1111111

1111

Det kostede et par timer med et meget rodet soveværelse, men hele processen har gjort, at jeg endelig (!!) føler mig færdig med at sortere i mit tøj. Der kom nogle “nye” ting ind i skabet også, som blev bedømt egnede til at komme tilbage i rotation igen. Men det ekstra tøj i skabet gør ikke, at det føles som for meget. Tværtimod, så giver det mig ro i mit hoved, at jeg endelig har fået samlet alt tøj et sted, så der ikke ligger skjulte bunker nogle steder.

Hele sidste uge efter den sidste store oprydning har jeg ikke skænket mit tøj en eneste tanke. Jeg tager det på, som jeg har lyst til, og tænker ikke mere over at rydde ud. Hvis du overvejer en grundig gennemgang af klædeskabet vil jeg anbefale at:

  1. Samle alt tøjet fra skuffer, skabe, kældre og loftrum på et sted, og få sorteret det hele på én gang. Så er det overstået på en gang, og du har det fulde overblik.
  2. Tag alt tøjet ud af skabet, se på alle ting én af gangen og forhold dig til det enkelte stykke tøj.
  3. Brug anledningen til at få vasket dit skab af, så føles det ekstra overskudsagtigt når du lægger det særligt udvalgte tøj tilbage.

Hav en dejlig aften.

Om at tage sin egen medicin…

foto (2)Igår havde jeg inviteret mit helt eget panel, bestående af en barndomsveninde og min lillesøster, til at hjælpe mig med at give tøjbeholdningen den sidste endegyldige oprydning. Der var nemlig noget, der var gået op for mig. I mit projekt med at rydde op og ud i tøjbunkerne havde jeg fået en tendens til at fylde alt for meget tøj i kategorien: “Mindetøj”. Og samtidig var en stor del tøj endt i kælderen “på pause”, hvilket bare var et udtryk for, at jeg ikke orkede at tage stilling til det lige nu.

Dette gjorde, at der nu lå tre (!) sække med tøj i kælderen, og når jeg her på bloggen prædiker om blot at give slip, så virkede det lidt forkert. Og vigtigst, så følte jeg, at mit oprydningsprojekt var gået i stå halvvejs. Personligt tror jeg, at ufærdige projekter/opgaver bliver ved med at ligge i vores underbevidsthed og konstant sender små signaler om deres tilstedeværelse. Hvilket forhindrer ro i hovedet, og mindsker lysten til at gå i gang med nye projekter.

SÅ planen for igår var at få styr på den sidste del af tøjbunken og dermed kunne lukke munden på min underbevisthed 🙂

Selve gennemgangen af tøjet foregik meget klassisk med, at jeg holdt de enkelte ting op, talte deres sag overfor panelet og fik en godkendelse eller et nej. Vi måtte igennem tøjet ad to omgange. Det kan være svært at se helt klart første gang. Der viste sig tendenser undervejs. Fx havde jeg svært ved at give slip på tøj, som jeg havde særlige minder om at have haft på under mine graviditeter. Her besluttede jeg mig for at give graviditetstøjet videre (jeg skal ikke have flere børn), tage de ting jeg stadig kan og vil bruge tilbage i skabet, og sende resten til genbrug.

Jeg havde også en masse tøj liggende til at redesigne “engang”, men helt ærligt når det først har ligget så længe, så er chancerne for at finde noget bedre stor, så det skal laves nu eller sendes videre. Jeg har aftalt med min veninde, at jeg skal lave et redesign om ugen, indtil jeg løber tør eller sender resten videre til genbrug.

Der lå også to par højtaljede jeans og ventede på, at min “mor-mave” kan presses ned i den type bukser igen, men mindstebarnet er nu tre år, så det er på tide at sende dem videre. Og hvis jeg på mirakuløs vis skulle tage mig 3 kg. lige på maven (yeah right), så køber jeg bare nogle nye.

Resultatet af oprydningen var, at jeg har rykket seks ting tilbage i rotation og hvis de bliver brugt må de blive. Cirka femten ting er givet videre (eller er planlagt at give videre). Otte ting er sat til salg på trendsales.dk, og jeg giver dem måneden ud, ellers er det også videre til genbrug.

Jeg fik allernådigst lov til at gemme en lille pose med et par kjoler, som min mormor har syet, en gammel sweater som hun har strikket, min konfirmationstøj (dont ask) og to-tre ting, som jeg har arvet fra min farmor. Denne beholdning må ikke vokse, så hvis jeg vil gemme mere, så må noget andet ud. Og endelig er en kæmpe sæk sendt videre til genbrug.

Trods mine mange tidligere oprydningsrunder, føles det anderledes denne gang. Mere færdigt. Jeg glæder mig til at få afleveret tøjet videre til veninder og genbrug, men allerede nu føler jeg mig mere “let”. Jeg fik endda taget mig sammen til at sende en del hjemmestrik videre. Ofte er det det sværeste at give slip på, men det er også fjollet at gemme det, når det bare ligger og fylder op og ikke bliver brugt.

Mit panel var virkelig en fordel. De var nådesløse, stillede de rigtige spørgsmål og kunne se nogle sammenhænge som jeg selv overse. Så det kan virkelig anbefales at bede om hjælp hvis du selv er gået i stå med oprydningen, nogle gange kan friske øjne gøre hele forskellen 🙂