Frugal Friday

IMG_1808

Det er lidt sjovt at skrive disse Frugal Friday indlæg. De minder mig om, at hver for sig kan disse små handlinger virke ubetydelige, men samlet set skaber de en følelse af, at jeg gør en lille forskel for min økonomi (og dermed frihed), hver eneste dag.

Jeg tror ikke, at man kan undervurdere værdien af, at respektere ressourcer, herunder penge. Når jeg sørger for at bruge et gavekort, hvis muligt, og ikke bare lader dem løbe ud eller blive væk. Når jeg køber brugt til en brøkdel af prisen. Eller laver mad herhjemme, istedet for at vælge take away eller gå ud og spise. Så sender jeg et signal til mig selv, om at hver krone tæller i det store regnskab.

Det er ikke en opfordring til at være nærig. Køb endelig fine gaver til familie og venner, det giver glæde både at give og få gaver. Men i det daglige er det rart at vide, at der ikke forsvinder penge ud i det blå, som ikke skaber glæde eller værdi for nogen.

Så derfor…

  1. Jeg har skruet ned for genbrugskøb til mig selv, da jeg måtte indse at mit skab er stopfyldt, og forår/sommergarderoben fint er på plads. Til gengæld købte jeg to par shorts til storebror og et par lange bukser til lillebror i genbrugen idag. Med to drenge til den aktive side, så kan man aldrig få bukser nok. Prisen var 95 kroner for de tre par.
  2. Jeg sagde ja tak til gamle hynder til havemøbler fra en nabo. Jeg havde i forvejen planer om at sy hynderne selv, og nu har jeg fået skumgummiet leveret gratis til døren, og skal bare ud og købe stoffet. Hynderne havde små pletter, så alternativet for naboen var, at de skulle på genbrugspladsen. De sparede turen, og jeg sparede pengene. Win-win.
  3. En veninde havde bestilt strik til sin datter, og i bytte for (synes jeg selv) en rigtig fin cardigan, helt efter hendes eget design og ønske, fik jeg lidt penge, og glæden ved et veloverstået strikkeprojekt, som jeg ved vil blive brugt meget.
  4. Jeg fik endelig taget mig sammen til at lave regnskab for første halvår af 2016. Det er vigtigt at holde øje med hvor pengene forsvinder hen. Så er det nemmere at beholde motivationen for at bruge dem rigtigt.
  5. Jeg fik samlet alt det tøj, som jeg stadig havde til salg på trendsales.dk og dba.dk efter min store oprydning i klædeskabet, og gav det videre til en veninde, som kan tage det med på loppemarked. Hun kan måske tjene lidt på det, hvilket er rigtigt fint. Jeg havde et stort behov for at få sendt de sidste ting ud i verden, og det er ikke alle tabte penge, der kan tjenes ind igen. Det er også en fin påmindelse om ikke at bruge penge på tøj, medmindre man er helt sikkert på, at det bliver et hit.

Har du nogle punkter at tilføje fra din egen liste?

 

Frugal Friday

IMG_1378

  1. Mine drenge er startet til fodbold, hvilket naturligvis kræver en lille opgradering af udstyr. Som en start kan de sagtens bare træne i noget blødt tøj, men fodboldstøvler er et minimum, har jeg ladet mig fortælle. I mandags var jeg et smut i den lokale genbrug og på skohylden stod der to par fodboldstøvler og bød sig til, og i netop de rigtige størrelse. Jeg ved, at der er mange der har holdninger til at genbruge fodtøj til børn, og det er heller ikke noget vi normalt praktiserer. Men netop et par støvler, som kun skal bruges en time om ugen, indtil de vokser fra dem, det kan mit mor-hjerte godt klare.
  2. Ugens andet genbrugsfund var et par ubrugte lange bukser til lillebror, og en fin stribet trøje til mig (elsker!!! striber). Den samlede pris var 30 kroner.
  3. Torsdag var vi først hjemme til at lave mad klokken 18, men var ikke i humør til rugbrød, som ellers tit er nødløsningen. Istedet fandt jeg tre rester i fryseren: ris, flødesovs og en sjat kød-og melboller. Alt røg i en gryde med lidt ekstra vand, bouillon og frosne ærter, og blev til en ganske hæderlig omgang ruskomsnusk. Min kæreste var lidt skeptisk, men lillebror spiste det med stor glæde.
  4. Vi er stille og roligt ved at komme på plads med møblerne i stuen. De fleste møbler har vi købt brugt, men vi har også købt nyt-nyt, der hvor det gav mening. Vi fik et vitrineskab til overs, og efter 5 timer på DBA var det solgt. To dage efter hentede de det, og bar det selv ud til bilen. Så nu har vi penge på kontoen, og der er et skab mindre, der fylder op på genbrugspladsen. Win-win.
  5. Jeg køber aldrig to-go kaffe i hverdagen. Jeg drikker kaffen hjemme, eller på arbejdet. Jeg bruger aldrig penge på blade, men dribler forbi biblioteket indimellem og læser ti på én gang. Jeg køber ikke lottokuponer eller lignende.  Alle disse ting koster kun småbeløb, men samlet over en uge eller en måned, så bliver selv små beløb til en hel del. Hvis jeg fik stor glæde af en daglig kop kaffe i toget, så ville jeg ikke skære det fra, men jeg vil hellere spare pengene og betale af på gæld, rejse eller spise sushi med mine drenge. Det giver mig glæde.

Iøvrigt så har kæresten nu haft sin “nye” sweater på flere gange, den passer perfekt og han kan fint forlige sig med, at den er købt brugt. Så måske har jeg fået omvendt ham også 🙂

God weekend derude.

Frugal Friday 

  

  1. Jeg brugt en meter af stoffet fra genbrugsjagten forleden til at sy sengetøj til lillesøsteren til min guddatter på Grønland. Det bliver en del af barselsgaven, som jeg sender derop, hvor hjemmestrik dog spiller hovedrollen. Kantbånd og trykknap var fra lageret og projektet tog max en lille time at stykke sammen. Hurtigere end at køre ud og købe sengetøj. 
  2. Vi faldt over den perfekte sofa på den blå avis og skyndte os at slå til. Det var egentlig meningen, at vi skulle vente med en “ny” sofa, men nu var den der i super stand og til en rigtig god pris. Jeg satte vores 16 år gamle sofa på den lokale køb-salg-bytte side på Facebook, og den bliver hentet imorgen. 
  3. Vi arbejder stadig på at tømme fryseren, så aftensmaden har den sidste uge bestået af nogle lidt mystiske sammensætninger, men alle er blevet mætte og glade. 
  4. Det er blevet lidt lunere i vejret, og jeg er skiftet over til at bruge ballerinasko på arbejde. Jeg har to par, som begge er købt på trendsales sidste år, til næsten ingen penge. Jeg er ret glad for mærket vagabond, og ved, at jeg er en ren str. 39, så det er nemt at opkøbe andres fejlkøb, når sommeren er ved at slutte. Så jeg burde være dækket ind med sommersko. 
  5. Idag bragte det flotteste solskinsvejr, som kombineret med en fridag gjorde, at jeg havde tre maskiner tøj hængende i solen fra kl 11, og det er helt tørt nu, bare af gratis solenergi 😀 

God aften derude.

Frugal Friday

fotogg

Efter endnu en dejlig uge, er vi nået til fredag,  og dermed er vi også nået til ugens nøjsomheds-højdepunkter.

  1. Søndag spiste drengene og jeg alene, og vi hyggede os med rester fra fryseren og en hurtig råkost af ting vi, som allerede var i køleskabet.
  2. Mandag lavede jeg en omgang “væltet køleskab”, som bestod af porrer, en rest kylling og en rest grovris med hakkede tomater, kokosmælk og fløde. Maden faldt ikke i drengenes smag og resten blev lagt i fryseren til en tænkepause. Efter et par dage fik jeg ideen at bruge resten som kødsovs i en lasagne, så med et par dåser hakkede tomater, bechamelsovs og pastaplader fra skabet genopstod den som en virkelig lækker lasagne. Fik jeg sagt, at jeg elsker rester 🙂
  3. Min taske, som jeg fandt i genbrug til ingen penge, og som jeg er virkelig glad for, er begyndt at gå op i foret (igen) og jeg skyndte mig at sy den før flængen blev værre. Der er, belært af erfaring, meget tid sparet ved at reparere skader hurtigt, før de bliver værre. Der er intet galt med læderet overhovedet, så for mig er det stadig umagen værd at reparere på foret.
  4. Jeg var på en arbejdsrejse torsdag, og huskede at medbringe snacks hjemmefra, så jeg ikke blev tvunget af lavt blodsukker til at købe noget tilfældigt (og dyrt) undervejs.
  5. Vi har netop fået vores aconto-regninger for forbrug i det nye hus, og for at få et overblik over, hvad vi reelt bruger fører vi oversigt over vores el- og vandforbrug de næste fjorten dage. Hvis aconto-regningen er for høj får vi den sat ned. Så kan de “sparede” penge gå til ekstra afbetaling af gæld og vi sparer renter i det lange løb.

Nu er det strikketid 🙂

Hav en dejlig weekend derude.

Frugal Friday

FullSizeRender (10)

Ordet frugal svarer til det danske ord nøjsomhed, men har en bredere betydning. Hvor nøjsomhed betyder at klare sig med eller være tilfreds med lidt, og ikke at stille for store krav, så betyder frugal nærmere at klare sig med lidt, ved på en kreativ måde at sørge for at lidt, er mere end nok. Jeg kan bedst lide den engelske version 🙂

Min hverdag er fyldt med små handlinger, der kan betegnes som “frugal”, uden at disse kan bære et helt blogindlæg hver for sig. Så her har jeg samlet lidt frugality fra denne uge.

  1. Lappede to par af min store drengs bukser, så de kan klare et par ture mere i børnehaven.
  2. Sørgede for at trække gardinerne fra hver morgen, så solen kan varme huset op i løbet af dagen, og at trække dem for igen om aftenen, så varmen varer længere.
  3. Hængte silkebluser og uldsweatre til luftning, så de kan klare en eller flere dage før vask. Særligt uld vasker jeg meget sjældent.
  4. Lufttørrede tøj på stativ fremfor at bruge tørretumbleren. Det er kun strømper, undertøj, håndklæder, klude og sengetøj, som vi tørrer i tumbleren. Resten hænges op, hvilket sparer på elektriciteten og slider mindre på tøjet.
  5. Lavede og fulgte madplan, som involverede masser af grønt og præsterede at få alle rester til at blive en del af den næste dags måltid. Vi har kun handlet mælk, frugt og grønt denne uge, alt andet kom fra fryseren.
  6. Strikkede den sidste karklud færdig, og fik fire klude ud af to nøgler bomuldsgarn fra søstrene grene. Det var den perfekte meditationsstrik i en travl uge.
  7. En pakke rugbrød, som var ved at nærme sig udløbsdatoen blev skåret i tern og lagt i fryseren til at blive ristet og smidt i en salat eller på en suppe en anden god dag.

Har du nogle punkter at tilføje fra din egen uge?

God fredag derude.